Et efterskoleår spiller en helt særlig rolle for et ungt menneskes udvikling og rejse mod voksenlivet. Det er derfor et meget vigtigt valg, der skal træffes, når den unge skal vælge den helt rigtige efterskole. Vil man som efterskole have bedre chancer for at blive valgt til, er stærk tilknytning blandt nuværende og tidligere elever samt deres netværk afgørende.
Personlig udvikling, nye oplevelser og nye bekendtskaber er meget gængse årsager til at vælge et år på efterskole. En helt anden, men meget væsentlig, årsag til at vælge et år på efterskole er dog så simpel, som at man har hørt godt om det at tage et efterskoleophold.
Vores seneste UVAX-undersøgelse viste, at “Fordi jeg har hørt godt om efterskoleophold fra venner og bekendte” er en af de fem væsentligste årsager til at vælge at gå på efterskole. For 10. klasseselever er det en årsag for 38 %.
Det har dermed rigtig stor betydning for efterskoler og tiltrækningen hertil helt generelt, at der bliver talt positivt om efterskoleophold. Og det bliver der selvfølgelig kun, hvis efterskolerne formår at skabe en stærk og positiv tilknytning blandt deres elever.
Ser man på tiltrækningsindsatsen for den enkelte efterskole, har tilknytningen i den grad også en betydning.
Vores viden om de unge og deres forestillinger, ønsker og adfærd i forbindelse med efterskolevalget viser klart og tydeligt, at hvis man formår at skabe gode ambassadører blandt nuværende (og tidligere) elever, står man også langt stærkere i sin tiltrækning.
For en stor del af de unge, der starter på en efterskole, har motivationen for at vælge den specifikke efterskole nemlig været, at de har hørt godt om skolen fra andre.
Vi kan derudover se i vores seneste UVAX-analyse, at indtrykket af efterskolens ry og omdømme vurderes som en af de tre mest afgørende årsager bag valget for den specifikke efterskole. Intet mindre end 41 % af efterskoleeleverne vurderede, at det havde stor betydning for deres valg. Og den faktor, der havde størst betydning for valget blandt de nye efterskoleelever i 2023? Indtrykket af det sociale miljø.
En særlig faktor, der kan have en indflydelse på netop dette indtryk, er naturligvis det, de potentielle efterskoleelever hører fra andre. Derfor er gode ambassadører ekstremt betydningsfulde for tiltrækningen af fremtidige elever.
63 % er blevet anbefalet den specifikke efterskole, de endte med at gå på. For en af de medvirkende efterskoler i UVAX 2023 er det helt oppe på 81 %!
Når man som efterskole skal tiltrække nye elever, er det vigtigt at huske den store betydning af de unges netværk – herunder særligt forældrene.
Se bare her, hvordan respondenterne i vores UVAX-undersøgelse fra 2023 svarede på spørgsmålet “Hvilken indflydelse havde disse personer på dit valg?” (bedømt ud fra en skala på 1-10):

Derfor spiller de gode ambassadører ikke kun en rolle overfor potentielle nye elever, men i høj grad også overfor disse unges netværk.
UVAX 2023 viser, at indtrykket af det sociale miljø samt skolens ry og omdømme også er de vigtigste parametre for forældrene, når der skal vælges efterskole. Som for de unge, er det også for forældrene de gode ambassadører for efterskolen, der kan være med til at danne dette indtryk.
Er man som efterskole god til at skabe tilknytning blandt nuværende og tidligere elever? Ja, så er der måske også gode muligheder for, at disse elevers yngre familiemedlemmer vælger efterskolen – uden man som efterskole behøver at bruge en masse ressourcer på traditionel tiltrækning.
Data fra UVAX 2023 viser helt tydeligt, hvordan den stærke tilknytning kan være med til at styrke tiltrækningen til en efterskole.
Hele 26 % af alle de adspurgte efterskoleelever i undersøgelsen har familie, der har gået på samme efterskole. Og det er på ingen måde uvæsentligt, for 37 % af disse vurderede, at det i høj grad havde betydning for, at de endte med at vælge netop den efterskole, at et familiemedlem havde gået der. Der kan derudover også være nogle, der måske ikke er klar over, hvordan de indirekte er blevet påvirket af deres familie til at gå på netop den efterskole.
For en enkelt af de skoler, der var med i UVAX-undersøgelsen, havde hele 68 % af eleverne et familiemedlem, som havde gået på samme efterskole!
Download et gratis uddrag af Unges valg af efterskole 2023 her
Find mere viden fra CompanYoung her.
Tiltrækning
Viden
STX
Fastholdelse
Trivsel
Karriere