27. oktober 2025
Da Simon trådte ind ad døren på kontoret i sommeren 2015, tog det ikke mange dage før hans strukturerede tilgang gjorde en forskel. Han opdagede hurtigt, at mange medarbejdere sad på de samme projekter uden meget koordinering og tog derfor initiativ til at skabe et overblik over både medarbejdere og opgaver.
“Det endte med, at jeg nærmest koordinerede alle opgaverne i virksomheden, inden jeg var færdig med min praktik", fortæller Simon.
Det var et tidligt eksempel på Simons evne til at se et problem og ikke bare pege på det, men også finde en løsning. Det satte tonen for de kommende år, hvor Simon tog ansvar og blev projektkoordinator samtidig med, at han skrev speciale og blev far. Han beskriver tiden som vild, men lærerig. Senere fulgte lederroller som Head of Project Management og Head of Agency, hvor han stod i spidsen for både mennesker, processer og vækst.
Da Simon startede, var CompanYoung et team bestående af 20 medarbejdere. Kort tid efter voksede vi til omkring de 50-55 medarbejdere, og med opkøb af virksomheder og ekspansion passerede vi hurtigt de 100 ansatte. I takt med dén udvikling blev behovet for at arbejde mere systematisk med mennesker og trivsel tydeligt. Simon gik forrest og indtog endnu engang en vigtig plads, da han gik ind i arbejdet med HR som Head of Talent Management for en 3-årig periode.
Noget af det, der kendetegner Simon, er hans evne til at tilpasse sig og vokse med organisationen.
”I min tid hos CompanYoung har jeg aldrig lavet det samme i mange år ad gangen, fordi vi medarbejdere har haft muligheden for at udvikle os i takt med, at virksomheden har ændret sig. Det betyder, at vi hele tiden lærer nyt og får mulighed for at tage ansvar på nye områder”, fortæller han. “Og dét er fedt!”.
I dag er Simon seniorkonsulent og specialiseret i trivsel hos CompanYoung, men da han begyndte at interessere sig for at arbejde med det, var trivsel og tilknytning langt fra de buzzwords, vi kender dem som i dag. Selvom kunderne viste interesse for området, når CompanYoung var ude og fortælle om det, havde kunderne sjældent midler til at investere i det.
Men sådan skulle det ikke blive ved med at være. Især efter valgkampen i 2022 kom trivsel for alvor på den politiske dagsorden, og i takt med at skoler og organisationer begyndte at afsætte midler til området, kunne vi for alvor rykke. Det gav mulighed for, at vi kunne udvikle os til en rådgivende partner, der nu arbejder strategisk med unges trivsel.
Et vigtigt vendepunkt for CompanYoung kom i 2021, da vi begyndte at bruge værktøjet StudentPulse som den primære datakilde i arbejdet med trivsel. Teknologien gjorde det muligt at systematisere arbejdet med trivsel og skabe et fælles sprog på tværs af skoler og organisationer.
For Simon betød det, at han kunne kombinere tre ting, der kendetegner CompanYoungs tilgang: data, viden og rådgivning. Den kombination har gjort os til thought leaders inden for trivsel:
”Når vi kan gøre trivsel konkret og forståeligt, kan vi også handle på det. Det er dér, vi virkelig gør en forskel”, fortæller Simon.
For Simon er trivsel ikke bare et arbejdsområde – det er et personligt engagement. Han beskriver det som et sted, hvor han kan hjælpe flest muligt på én gang.
”Jeg kan ikke finde et job, hvor jeg hjælper flere end jeg gør her. Vi gør en forskel for unge mennesker og hjælper skolerne med at holde på deres elever. Det er noget, der gør mig virkelig stolt”, fortæller han.
Han lægger vægt på, at arbejdet altid er præget af en fælles interesse mellem CompanYoung og kunderne: ”Vi er jo aldrig uenige med en skole om, at det handler om at hjælpe de unge. Det er dét, der gør det til et meget meningsfuldt arbejde”.
Hvis Simon skal kigge fremad, drømmer han om, at CompanYoungs trivselsarbejde kan blive udbredt på alle landets skoler. Ikke fordi eleverne nødvendigvis behøver at kende til CompanYoung, men fordi de skal mærke effekten af arbejdet. Simon er overbevist om, at trivsel vil fortsætte med at vokse i betydning, fordi de unges behov hele tiden ændrer sig, og fordi skoler og uddannelsesinstitutioner i stigende grad efterspørger konkrete løsninger.
Når Simon ser tilbage på sine første 10 år hos CompanYoung, er der meget, han er stolt af. Han fremhæver især hans unikke mulighed for ledelsesansvar i en ung alder, og at lykkedes med at have tilpasset sig mange roller undervejs – men ikke mindst at have været med til at sætte trivsel på dagsordenen. Hos CompanYoung er vi glade og stolte over at have haft Simon med på holdet i et helt årti. Hans evne til at tage ansvar, skabe struktur og udvikle nye områder har været afgørende for CompanYoungs udvikling.
Også Kevin Rebsdorf, CEO og Simons tætte kollega i de 10 år, ser tilbage – og frem – på Simons tid i CompanYoung med glæde:
“Jeg er utrolig stolt over, at en som Simon har valgt at være en del af vores hold i hele 10 år. Han er et levende bevis på, at hvis man virkelig vil udvikle sig, så kan det lade sig gøre i CompanYoung. Simon er forandringsparat, en stærk medspiller og en pisse god kollega – ikke kun for sine nærmeste, men også for mig personligt. Jeg glæder mig til at se, hvor rejsen bringer ham – og os – de næste 10 år.”
Find mere viden fra CompanYoung her.
Tiltrækning
Viden
STX
Fastholdelse
Trivsel
Karriere