Artiklen er senest opdateret den 23. november 2023 med data fra UVAX 2023.
Generation Z kan defineres som de unge, der er født mellem 1995 og 2010, og de er derfor mellem 13 og 28 år.
Disse unge kommer ud af en generation, hvor de tidligt har fået indflydelse på beslutninger, og de er i daginstitutioner og skoler blevet præget af individuelle læreplaner med udgangspunkt i en anerkendende tilgang til barnet.
Denne generation af unge er meget ombejlet, da der med faldende ungdomsårgange er brug for deres viden og arbejdskraft. Men de er også en generation af unge, der har rigtig meget at vælge imellem, når det kommer til uddannelse og karriere, hvilket er med til at skabe en høj grad af tvivl.
De kan derfor være svære at tiltrække og fastholde, og det kræver en god forståelse af, hvordan man bedst leder og motiverer dem for at skabe et godt læringsmiljø, hvor de bliver bekræftet i deres valg.
Læs mere: Kampen om unge kalder på en ny og mere langsigtet tilgang til tiltrækning

Der er tre områder, du skal have særligt fokus på, når du arbejder med motivation af unge fra Generation Z:
Et godt socialt miljø
Det er først og fremmest afgørende, at der er et godt socialt miljø.
Vores UVAX-analyse fra 2023 viser, at et godt socialt miljø er et af de mest afgørende kendetegn for de virksomheder, de unge EUD-elever gerne vil arbejde i. Netop dette parameter fik en score på 8,3 ud af 10 blandt de mere end 2500 erhvervsuddannelseselever, som deltog i analysen. Samtidig kan et dårligt socialt miljø få en stor del af de unge på både erhvervsuddannelser og gymnasier til at fravælge en skole. Blandt STX-elever vil hele 68 % fravælge en skole, hvis de har en opfattelse af, at der er et dårligt socialt miljø.
At der er et godt socialt miljø indebærer, at der skal være plads til, at de unge kan lære, og at der er en god tone på uddannelsen eller i virksomheden, hvor man taler ordentligt til hinanden - både de unge imellem og mellem ledere/undervisere og de unge.
Plads og støtte til udvikling
De unge drives af at udvikle sig. UVAX-analysen fra 2023 viser, at noget af det vigtigste for de unge på erhvervsuddannelser er, at de bliver udfordret og kan udvikle sig i den virksomhed, de er i. For de unge gymnasieelever viser det sig også i UVAX 2023, at et af de afgørende elementer for valget er karriere er, at man ‘kan udvikle [sin] karriere'. Dette handler ikke nødvendigvis om eksempelvis at få høje karakterer eller udvikle sig til at blive leder. Det handler om at opleve følelsen af succes og om at lære noget nyt.
De unge skal derfor have god mulighed for at prøve nyt af, og de skal opleve, at de bliver støttet i dette. Du skal derfor give dem udfordringer og ansvar, som de kan lære noget nyt af, og som der samtidig er mulighed for, at de opnår succes med.
Ros
Når de unge udvikler sig og oplever disse succeser, skal du huske at rose dem. Data fra UVAX 2023 viser, at det ‘at blive rost, når jeg gør det godt’ er en af de fem vigtigste karakteristika for en god elevplads.
Der er mange mulige veje at gå i dag, og det gør, at de unge har rigtig meget at vælge imellem i forhold til deres uddannelses- og karriereveje. De er derfor ofte usikre på deres valg langt ind i deres uddannelser, men ved at rose dem, hjælper du med at bekræfte dem i deres valg og i sidste ende fastholde dem på uddannelsen eller i virksomheden.
Noget af det vigtigste for de unge Generation Z’ere, når de skal vælge deres uddannelses- og karrierevej, er, at de får en god leder.
Vores UVAX-analyse fra 2023 om unges valg af erhvervsuddannelse viser, at en god leder er det mest betydningsfulde kendetegn for den virksomhed, de gerne vil arbejde i.
For at være en attraktiv arbejdsplads og fastholde de unge, er det derfor vigtigt at vide, hvad en god leder er for netop denne generation, der drives af at udvikle sig og lære nyt. Du får her vores fire vigtigste tips til at lede Generation Z på baggrund af vores omfattende UVAX-data og mange års erfaring med at tiltrække og fastholde netop denne generation af unge.
1. Vær en sparringspartner
For de unge i dag er en god leder og underviser en, der fungerer som en sparringspartner for dem. Herunder har de brug for en, der hjælper dem med at udvikle sig og lære nyt, og en, de ved, de kan komme til med spørgsmål.
2. Hav fokus på gensidig respekt
For at de unge får et godt uddannelsesforløb og føler sig godt tilpas på uddannelsen og/eller i virksomheden, er det vigtigt, at du arbejder med at skabe en gensidig respekt.
Det er vigtigt for de unge i Generation Z, at man interesserer sig for dem. På spørgsmålet “I hvilken grad mener du, at følgende karakteriserer en god elevplads?” i UVAX 2023 scorer svaret ‘At min leder også ser mig som person’ 8,9 på en skala fra 0-10. Dette gør denne karakteristika til den vigtigste for de unge respondenter.
Du skal derfor gøre det klart, at du interesserer dig for dem og deres læring, og for at de får succes med deres uddannelse og karriere. De unge bliver ikke motiveret af skældud. Det kan tværtimod have en negativ indvirkning på motivation og tvivl angående uddannelsesvalg.
3. Hav åbne dialoger
Vejen til et uddannelsesbevis er sjældent uden udfordringer for de unge.
Når de unge derfor har udfordringer, eksempelvis begynder at komme for sent eller har svært ved at aflevere opgaver, handler det om at tage det i en åben dialog frem for at skælde ud og komme med formaninger.
Du bør aftale nogle samtaler, hvor I stille og roligt taler om udfordringerne, og om hvordan I kan arbejde på at løse dem. Også i denne forbindelse er det afgørende, at du viser interesse for, at de får succes.
4. Hjælp dem med at se vejen
De unge i Generation Z har været gennem udvikling hele deres liv. De har været i en proces, hvor de har vidst, hvad de skulle, ud fra blandt andet læreplaner.
Når de starter på en ny type uddannelse eller træder ind på arbejdsmarkedet, for eksempel på en læreplads, træder de også ind i et nyt miljø. Her har de unge behov for, at man som leder eller vejleder hjælper dem med at se vejen for deres forløb; hvad det byder på, og hvad det kan ende ud i.
I denne forbindelse er det også vigtigt, at man løbende følger op på de unges udvikling og proces, særligt i den første tid på uddannelsen eller i virksomheden. Det kan i den første periode blandt andet indebære planlagte møder og senere hurtigere check-ins med dialog om udviklingen.
At skabe et godt lærings- og arbejdsmiljø i de unges øjne har mange fordele. Det er med til at fastholde flere unge, men det styrker også tiltrækningen af nye unge, da de bliver opmærksomme på, at det er et godt sted at være, hvor de kan lære og udvikle sig i et positivt miljø.
Find mere viden fra CompanYoung her.
Tiltrækning
Viden
STX
Fastholdelse
Trivsel
Karriere