12. december 2024
Vi mangler fortsat hænder i de erhvervsrettede fag, og samtidig bliver der færre og færre unge. Konkurrencen for de unge øges nu for hvert år, der går, og det er derfor en problemstilling, vi må tage seriøst.
Interessen for erhvervsuddannelserne varierer dog en smule mellem gymnasieretningerne. Ifølge UVAX 2024 var interessen for EUD lavest blandt elever på STX og HHX, hvor kun 5 % overvejede denne uddannelsesvej. HTX-eleverne lå i midten med 9 %, mens interessen var højest blandt HF-eleverne, hvor 17 % havde overvejet en erhvervsuddannelse.
Tager vi EUX med i beregningerne, stiger tallet dog en smule – på tværs af alle gymnasierne overvejede i alt 16 % en erhvervsuddannelse.
UVAX-rapporten giver en unik indsigt, fordi den ikke kun undersøger de unges endelige uddannelsesvalg, men også de overvejelser, der leder op til beslutningen. For få unge vælger en EUD, men det er ikke nødvendigvis, fordi de aktivt fravælger den, men måske fordi de slet ikke ser den som en reel mulighed.
“Vi kan diskutere, hvorvidt der faktisk er tale om et fravalg. Når kun 7 % overvejede en EUD, tror jeg nærmere, det er fordi de unge ikke kender nok til EUD-vejen. Derfor ligger udfordringen i at oplyse de unge om de erhvervsrettede uddannelser i tide,” fortæller videnschef i CompanYoung, Rasmus Lindgaard.
Læs også: Kampen om unge kalder på en ny og mere langsigtet tilgang til tiltrækning
Der er flere ting, vi kan gøre. Og det er vigtigt at understrege, at det er en opgave, der skal løftes i flok – det er hele samfundets ansvar.
For det første skal vi oplyse de unge om de erhvervsrettede fag i en tidlig alder. Vi skal plante tanken om en erhvervsuddannelse, mens de stadig er ved at danne sig en forståelse for, hvad en uddannelse er for noget. På den måde virker det ikke så fremmed for dem, når de skal til at vælge. Det kan eksempelvis være kampagner, uddannelses- og karrierespil eller brobygning.
Læs også: Fortæl de unge om deres karrieremuligheder gennem spil
For det andet skal vi kort sagt ændre diskursen om erhvervsuddannelserne. Det er naturligvis lettere sagt end gjort, men det er unægteligt et vigtigt element, hvis vi vil have de unge til at vælge en erhvervsrettet uddannelsesvej. Derfor bliver vi nødt til alle sammen at være med til at tale erhvervsuddannelserne op som den fede uddannelsesvej, det er.
Læs debatindlæg i Nordjyske: Hvorfor er det kun de skoletrætte elever, der skal tage en erhvervsuddannelse?
For det tredje skal vi skabe nogle rollemodeller for de unge. Helt konkret kan det være et ambassadørkorps fra en erhvervsuddannelse, der på en autentisk måde kan fortælle om livet på en erhvervsrettet uddannelse. Med et ambassadørkorps kan man ramme de unge i øjenhøjde via folk på deres egen alder, og på den måde få de unges øjne op for alt det fede ved erhvervsuddannelserne.
Find mere viden fra CompanYoung her.
Tiltrækning
Viden
STX
Fastholdelse
Trivsel
Karriere